TV2 Nord henter kendt livereporter i Spanien
Den mangeårige korrespondent fra TV2 bliver nyt ansigt på TV2 Nord
Efter 15 år i dansk presses udenrigstjeneste vil Jeppe Krogager hjem, hvor kærligheden til sprog og journalistik blev vakt.
TV2 Nord har ansat journalist og udenrigskorrespondent gennem mange år, Jeppe Krogager, som ny livereporter og redaktør.
Dermed vender den landskendte Spanien-korrespondent hjem efter mange år som medarbejder og redaktør på TV2s udlandsredaktion og som reporter i udlandet.
Jeppe Krogager har de seneste fire år arbejdet som TV2s mand i Spanien, hvor han også selv har været bosat i den nordspanske by León. Før udstationeringen i Spanien arbejdede han ni år på TV2s udlandsredaktion, både som udsendt reporter, reporter hjemme på udlandsdesken og som udlandsredaktør.
- For mig er tiden kommet til, at jeg vil hjem, og det bliver med Aalborg som base. Her er jeg kommet hele livet, her har jeg familie, og her glæder jeg mig til at kaste mig over de gode og nære historier om mennesker. Det nære er altid det, der har interesseret mig, og det er også den slags historier, jeg har jagtet i mine år i Spanien, siger Jeppe Krogager – med den umiskendelige fynske accent, som vi også kender fra tv.
Fyn er fin – men Nordjylland er hjem
For det er på Fyn, han er født. Og det var også på Fyn, han lærte at lave tv som journalistpraktikant på TV2 Fyn for 20 år siden.
Men de familiære relationer til Nordjylland har også hele tiden været der, og Jeppe Krogagers interesse for sprog og siden journalistik blev blandt andet vakt, da han læste dansk på Aalborg Universitet midt i 90’erne.
Det var samme sted, at kærligheden til Spanien blev vakt, for en del af studierne endte nemlig med at foregå i Spanien. Og så går det hele pludselig op i en højere enhed, når man ser på den senere karriere.
- Efter jeg blev færdiguddannet som journalist arbejdede jeg faktisk også et par år på Nordjyske Medier, så det er i mere end én forstand, at jeg nu vender hjem, siger Jeppe Krogager.
Perfekt job i ambitiøst hus
Der er flere grunde til, at han har søgt og nu takket ja til jobbet på TV2 Nord.
- Selve jobbet som livereporter tiltaler mig. Det er jo det, jeg laver. Det er det, jeg kan, og jeg glæder mig til at bruge min erfaring i nordjydernes tjeneste, siger Jeppe Krogager og tilføjer:
- Men jeg opfatter også TV2 Nord som et regionalt mediehus med mange dygtige folk og med ambitioner om hele tiden at gøre det endnu bedre. TV2 Nord har blandt andet en strategi og et ønske om i stigende grad at vise nordjyderne nyhederne og begivenhederne, når de sker – altså live. Det passer perfekt til mig og mit temperament, og det passer også til de ting, jeg kan og elsker at lave, siger Jeppe Krogager, som tiltræder sin nye stilling senest til nytår.