TV2 Nord med i stort samarbejde om kandidattest

Næsten alle de danske regionale aviser er gået sammen med TV 2 og TV 2 Regionerne om at udarbejde og præsentere en bedre og endnu mere lokal kandidattest forud for kommunal- og regionsrådsvalget 16. november.

TV 2, TV 2 Regionerne og Jysk Fynske Medier udvider nu samarbejdet om en stor kandidattest op til efterårets kommunalvalg med endnu flere lokale og regionale medier. Målet er at gøre den TV 2-udviklede kandidattest bedre og endnu mere lokal – og at få testen endnu bredere ud til danskere i hele landet.

Det oplyser TV 2 Danmark i en pressemeddelelse.

I 2017 var TV 2s og TV 2 Regionernes kandidattest op til kommunalvalget både danskernes mest foretrukne og også den mest detaljerede med præsentation af 8.000-9.000 kandidater til kommunal- og regionsråd. Mere end 2,2 millioner gange blev den fælles kandidattest benyttet.

I 2021 får den fælles kandidattest fra TV 2, TV 2 Regionerne og Jysk Fynske Medier også tilslutning fra Sjællandske Medier, Det Nordjyske Mediehus, Lolland-Falsters Folketidende, Bornholms Tidende og Der Nordschleswiger.

Dermed er næsten alle danske regionale aviser (samt deres distriktsblade) med i samarbejdet om kandidattesten frem mod valget, der finder sted tirsdag 16. november.

Disse medier er med:

Her er de regionale aviser, som – sammen med TV 2 og TV 2 Regionerne – er med i samarbejdet om en kandidattest op til valget til kommunalbestyrelser og regionsråd (de enkelte mediehuse har herudover en række lokalaviser og distriktsblade):

Jysk Fynske Medier:

• Dagbladet Holstebro

• Dagbladet Ringkøbing-Skjern

• Dagbladet Struer

• Folkebladet Lemvig

• Fredericia Dagblad

• Helsingør Dagblad

• Horsens Folkeblad

• JydskeVestkysten

• Randers Amtsavis

• Vejle Amts Folkeblad

• Viborg Stifts Folkeblad

• Fyens Stiftstidende

• Fyns Amts Avis

• Århus Stiftstidende


Sjællandske Medier:

• DAGBLADET Ringsted

• DAGBLADET Køge

• DAGBLADET Roskilde

• Frederiksborg Amts Avis

• Nordvestnyt Holbæk-Odsherred

• Nordvestnyt Kalundborg

• Sjællandske Sydsjælland (Næstved-Vordingborg)

• Sjællandske Vestsjælland (Slagelse)


Det Nordjyske Mediehus:

• Nordjyske Stiftstidende


Lolland-Falsters Folketidende

Bornholms Tidende

Der Nordschleswiger


Flere og bedre lokale spørgsmål

Hos TV 2 Fyn-direktør Esben Seerup, som har været en af initiativtagerne til at få mange regionale aviser med i arbejdet, er der glæde over den store tilslutning til kandidattesten.

- Flere end 25 dagblade fra alle dele af landet plus otte TV 2-regioner plus TV 2 Danmark sammen om én kandidattest. Det er da ret fantastisk for alle, der er optaget af journalistik, demokrati og valg. I langt, langt størstedelen af landets 98 kommuner vil der nu blive stillet bedre og mere konkrete spørgsmål til den enkelte kandidat, så den enkelte vælger får bedre svar. Samtidig vil reportere og redaktører på kryds og tværs af husene få øje på de nye samarbejdsmuligheder. Viden bliver delt. Teknologi, design og brugervenlighed bliver fra absolut øverste hylde. Brandingen bliver topskarp. Det hele er, synes jeg, meget lovende. Det er tidssvarende for 2021. Faktisk er det svært at se noget som helst negativt ved projektet – hverken fra danskernes, mediernes og demokratiets perspektiv, siger Esben Seerup.

Kandidattesten udgøres af omkring 20 spørgsmål. Nogle formuleres af TV 2 og har landsdækkende karakter. Resten stilles af lokalredaktionerne på de regionale aviser og TV 2-regionerne i fællesskab.

En kandidattest for hele landet

TV 2 gik i luften med sin første kandidattest i forbindelse med folketingsvalget 2015, og siden har TV 2 udviklet og forfinet testen ved efterfølgende valg – de seneste gange i samarbejde med TV 2 Regionerne. Hos TV2.DK er chefredaktør Kristoffer Pinholt glad for at præsentere en kandidattest, der også er baseret på indgående kendskab til de lokale temaer.

- Jeg tror, at vores samarbejde med lokale medier og regionale medier giver den mest præcise og mest tilgængelige kandidattest nogensinde, og at den dermed bliver et vigtigt bidrag til den demokratiske samtale om valget, siger Kristoffer Pinholt.


Seneste nyt

fra Nordjylland