Tyv stjal berømt teater
En tyv har i weekenden stjålet Skørpings berømte Marionetteater. Det er det værste, der hidtil er overgået teatret, siger formanden.
En trailer med scene og rekvisitter forsvandt fra en indkørsel, og teaterfolkene må nu helt opgive den kommende sæson med det mobile teater.
- Det er det værste, der hidtil har overgået os. Syv års udviklingsarbejde og en hel mobil scene er gået tabt, siger Ole Dan Larsen, formand for Skørping Marionetteater.
Traileren med hele teatret blev stjålet fra et af medlemmernes indkørsel.
- Vi ved med sikkerhed, at den stod her fredag aften, men først i går blev jeg klar over, at vores teater for alvor var væk, siger Dan E. Pedersen, der havde traileren med hele den mobile scene stående hjemme i indkørslen.
Tyveriet af Skørping Marionetteaters rekvisitcontainer ryster medlemmerne. De 22 medlemmer af marionetteatret har kørt rundt i aftes og i nat og ledt efter deres teater, som næppe har værdi for tyvene.
Det eneste der er tilbage af marionetteatret, er dukkerne.
Her til morgen gennemførte de et regulært kriseråd for at finde frem til en nødplan. Forestillingen, der skulle have kørt rundt i hele Nordjylland fra 16. marts, kan nu kun ses på teatrets faste scene i Skørping. Så publikum må komme til teateret i stedet for at få besøg at teatret.