Tyveknægtene slår især til i disse dage
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Traditionen tro får flest familier ubudne gæster juleaften og 1. juledag, viser tal fra Rigspolitiet.
Julen er traditionernes tid, desværre også for en tradition, som de fleste helst var foruden, nemlig juleindbrud.
Og særligt juleaftensdag og første juledag slår de langfingrede til, mens danskerne drager ud på julevisit hos familie og venner rundt om i landet, viser tal fra Rigspolitiet, der har opgjort antallet af indbrud per dag i højtiden de sidste fire år.
Langt de fleste anmelder indbrud første juledag for dage mellem 22. december og 3. januar. 403 husstande anmeldte indbrud 25. december sidste år, mens der var 277 anmeldelser juleaftensdag sidste år, som dermed er nummer to i den kedelige statistik.
Det kan hænge sammen med de mange julefrokoster første juledag, hvor familier forlader hjemmet for at sætte sig til bords andetsteds.
Men en del anmeldelser 25. december stammer formentlig også fra indbrud juleaften, når familier først kommer hjem dagen efter og ringer til ordensmagten, oplyser Rigspolitiet.
Sidste år var 1. januar dagen i højtiden med tredje flest anmeldte indbrud, hvor tyve havde været på spil 234 steder.
Det har sandsynligvis samme forklaring som juleaften, hvor indbruddene først bliver meldt dagen efter nytårsfesten, når folk kommer hjem eller vågner af rusen.
Sammenlagt for jul og nytår var der sidste år 2417 anmeldte indbrud, og det tal har været nogenlunde stabil de sidste tre år. I 2009 kom 3315 hjem til opbrudte døre eller vinduer.
Det er typisk politiet i København og Østjylland, der får flest opkald fra bestjålede borgere i højtiden.
Tyvene går især efter de ting, der hurtigt kan omsættes på det sorte marked. Det gælder blandt andet smykker og dyre elektroniske apparater som computere, fladskærme og tablets.
Men ikke alle går efter de sædvanlige tyvekoster, og sidste år blev en papegøje stjålet på Farimagsvej i Næstved.
/ritzau/