Tyvekoster blev gemt i hæk

Nordjyllands Politi fandt lørdag aften en større mængde tyvekoster i en hæk på en villavej i Aalborg. De formodede indbrudstyve havde afmærket stedet.

Nordjyllands Politi efterlyser to formodede indbrudstyve, som lørdag aften ved 19-tiden blev set på Guldborgvej i det vestlige Aalborg. Her havde mændene gemt en taske med en større mængde tyvekoster.

Politiet blev tilkaldt, fordi et vidne havde set de to mænd stikke af fra stedet. Ud for en hæk havde mændene skrevet "fuck" med hvidt kridt, og i hækken lå tasken, som indeholdt en række dyre Apple-produkter som iPhones, iPads og Macs.

- Vi ved ikke, om de har gemt tyvekosterne i hækken, fordi de er blevet bemærket, eller om de har gemt tasken og afmærket stedet, fordi andre skulle afhente tasken, siger vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

Det lykkedes ikke politiet at finde de to formodede indbrudstyve. Mændene beskrives som østeuropæiske af udseende. Den ene bar en lyseblå dunjakke, mens den anden var iført en camouflagefarvet jakke med hætte.

Politiet hører gerne fra vidner, som kan føre dem på sporet af de to mænd, og så opfordrer de folk til at holde øje med, om der bliver lavet afmærkninger ved boliger.

- Vi har fået en del anmeldelser fra folk, som eksempelvis har set, at der er blevet lavet afmærkninger ved postkasser eller i indkørsler, siger Bent Højgaard.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland