U/21 landsholdet fortsætter i Aalborg
Fremover bliver der rig mulighed for at se Lucas Andersen og de andre kommende fodboldstjerner i Nordjylland.
U/21 landsholdet får også de kommende tre år fast base i Aalborg Kommune.
I dag blev det offentliggjort, at U/21 landsholdet de kommende tre år fortsat skal have fast græs under fødderne i Nordjylland. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Dermed har nordjyderne nogle store sportslige oplevelser i vente.
Samarbejdet mellem Aalborg Kommune og DBU kommer dog også til at handle om meget mere end det. Derfor er DBU, DBU Jylland og Aalborg Kommune også gået i dialog om at se på, hvordan fodbolden kan bidrage til eksempelvis sundhed, inklusion og læring i Aalborg Kommune med afsæt i de lokale fodboldklubber.
Desuden er det planen, at Dansk Fodbold Award, der hylder og anerkender de frivillige kræfter og sportens stjerner, skal lægge vejen forbi Aalborg Kommune senest 2020.
Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, er både glad og stolt over det nye samarbejde:
- Vi er rigtig glade for samarbejdet med DBU omkring U21-landholdet. Et samarbejde som dette byder på store sportslige oplevelser på Aalborg Stadion, hvor der vil blive præsenteret fodbold på højt niveau fra vores U21-landshold. Det betyder meget for os, at samarbejdet med DBU kommer til at byde på oplevelser for hele familien, ikke mindst fordi den gratis entre på stadion til U21-kampene giver mulighed for, at rigtig mange kan få del i de kommende oplevelser, siger han i en pressemeddelelse.