UCN sætter ny ansøgnings-rekord
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
De tre lærerstuderende Jakob, Jeppe og Marie bliver færdige med deres uddannelse i juni måned. Men udsigterne for de nyuddannede lærere at få job med det samme er ikke gode.
University College Nordjylland kunne endnu en gang notere en rekord i antallet af ansøgninger, da fristen for at søge søndag udløb.
Søndag middag udløb fristen for at søge ind på videregående uddannelser via kvote 2, og den første optælling viser, at University College Nordjylland (UCN) endnu engang sætter rekord i antallet af ansøgere.
5764 har søgt ind på UCN's 26 uddannelser, og det er en stigning på tre procent i forhold til sidste år, hvor UCN også satte rekord i antallet af ansøgninger.
- Vi laver uddannelser, der har en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet, og det tror jeg, mange af de unge finder attraktivt. De vil gerne vide, hvad de kan og skal, når de er færdige med deres uddannelse. Men de mange ansøgere betyder også, at der bliver rift om studiepladserne, og der vil være mange, som ikke kommer ind på deres drømmeuddannelse, siger konstitueret rektor Kirsten Ravn Bundgaard.
Uddannelserne til fysioterapeut, jordemoder, pædagog og sygeplejerske er meget populære, og her må en del af ansøgerne derfor se sig afvist. UCN glæder sig særligt over, at læreruddannelsen i år har oplevet en stigning i ansøgertallet på næsten 20 procent i forhold til sidste år.
- Vi er rigtig godt tilfredse med den flotte søgning. Det er blevet sværere og mere krævende at tage en læreruddannelse, men det ser ikke ud til at skræmme de unge væk fra studiet. Tallene viser samtidig, at jobbet som lærer i Folkeskolen opleves som en attraktiv og spændende udfordring for mange unge, siger Kirsten Ravn Bundgaard.