Udenlandske arbejdere indtager nordjyske arbejdspladser
3F er bekymrede over den megen udenlandske arbejdskraft i Nordjylland
Der er flere og flere udlændinge at finde på de nordjyske arbejdspladser. Det betyder, at mange arbejdssøgende nordjyder har svært ved at finde job.
Håndværker John Bagger bruger i øjeblikket mere tid med sin tablet end med sit værktøj i hånden. Han søger nemlig dagligt efter arbejde.
- Jeg føler, at jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan finde noget arbejde nogle steder, siger håndværker John Bagger.
Det er ikke, fordi der ikke er arbejde at få i Nordjylland. Problemet er bare, at der er flere end John Bagger og andre jobsøgende nordjyder om buddet.
- Vi oplever, at der kommer flere og flere udlændinge ind og overtager arbejdet, siger Frank Tronborg, gruppeformand for 3F i Vendsyssel.
Antallet af udenlandske arbejdere i Nordjylland steg med mere end 5000 personer fra 2010 til 2013. Nogle af dem er i øjeblikket i gang med at bygge den nye Vendiahal i Hjørring. For entreprenørvirksomheden HP Byg, der står for byggeriet af hallen, betyder det ikke noget, hvem der arbejder på byggepladsen.
- Jeg har ikke nogle problemer med, at det er udenlandsk arbejdskraft. Det eneste, der er vigtigt for mig, er at de er ansat på de rigtige overenskomster, og at de bliver behandlet ordentligt, siger Henrik Petersen, direktør for HP Byg.
HP Byg er langt fra den eneste nordjyske virksomhed, der kigger mod udlandet efter arbejdskraft. Industrivirksomheden Prime Ocean i Skagen har netop ansat 15 rumænere uden først at søge arbejdskraften i lokalområdet.
- Det synes vi sgu ikke er i orden. Man bør gå ud og samarbejde med de lokale myndigheder og eventuelt fagbevægelsen for at finde den arbejdskraft, der er brug for, siger Morten Dahlberg, formand for 3F i Frederikshavn.
Prime Ocean ønsker ikke at kommentere sagen over for TV2/Nord. Direktøren for HP Byg vil dog gerne forholde sig til, om virksomheden tager det sociale ansvar, den bør.
- Hvornår gør man nok? Og hvem skal gøre nok? Er det den enkelte virksomhed, eller er det 3F eller er det et generelt samfundsproblem?, spørger Henrik Petersen.
Selvom kampen om jobbene er hård, har John Bagger ikke givet op endnu. Han mener, at der altid vil være brug for en dygtig håndværker.
- Jeg ved, at der kommer noget til mig at lave. Jeg kan mit håndværk, og det har også noget at sige, når man søger job, siger den fortrøstningsfulde håndværker.