Udfordring: Yoga hver morgen i 30 dage

Hver eneste morgen i 30 dage har friske nordjyder dyrket yoga i Aalborg. Arrangementet kaldes en "30 day yoga-challenge". 

I Fitness World i Dannebrogsgade i Aalborg har morgenfriske nordjyder hver morgen siden d. 2. januar kunnet dyrke yoga klokken 08.30.
Yoga-instruktøren, den amerikanske Winther McDonald, har taget idéen med sig fra USA. Idéen er, at man skal dyrke yoga hver eneste dag i 30 dage - og så stopper man ikke igen. Tirsdag morgen var den sidste af de 30 dage.  

- Man mener, at det tager 30 dage at forme en ny vane, så jeg ville skabe en ny god vane for mine kursister her i starten af 2012. Og forhåbentligt fortsætter de med at dyrke yoga efter det her, siger hun.  

En af de kursister, der har fuldført 30-dages udfordringen, er Jakob Østergaard fra Aalborg. Han er 67 år og er først for nylig begyndt at dyrke yoga. 

- Det har betydet rigtig meget for mig at begynde på yoga. Min krop har det meget bedre, og jeg kan nu strække mig ud i alle mulige stillinger, som jeg aldrig har kunnet før, siger han.