Udlændinge valfarter til Aalborg

Sagsbehandlingen på Udlændingecentret i Aalborg er populær - særligt blandt udlændinge fra Østjylland.

Nordjyllands Politi fortæller, at 10 procent af alle deres ansøgningssager kommer fra udlændinge, der er bosiddende i Østjyllands Politikreds.

- Siden januar har vi mærket en markant stigning i antallet af sager, og det giver selvfølgelig et øget pres på vores medarbejdere i den administrative afdeling, fortæller vicepolitiinspektør, Henrik Skals.

For noget tid siden indførte man i Østjylland et bookingsystem, hvor udlændinge skal booke en tid, når de for eksempel skal søge om forlængelse af en opholdstilladelse. En procedure der angiveligt kan føre til lange ventetider - modsat i Nordjylland hvor man kan komme direkte ind fra gaden. Derfor er det naturligt, at flere søger mod Nordjylland.

- Vi må se på, hvordan vi kan løse det. Vi er ved at have nået et toppunkt nu for, hvad vi kan klare, siger Henrik Skals.


Seneste nyt

fra Nordjylland