Udlover dusør i mishandlings-sag
Svanen var stadig i live, da den 9. november blev fundet med pile i hals og hoved. Det var først, da pilene blev fjernet at dyret omkom.
Efter TV2/Nord har fortalt om, at ukendte gerningsmænd tog livet af en svane ved at skyde den med pile, udlover Dyrenes Beskyttelse nu en dusør i sagen.
En svane i Rhododendronparken i Brønderslev forblødte, efter ukendte gerningsmænd lørdag skød svanen med 11 centimeter lange metalpile. Svanen blev ramt både i hovedet og i halsen.
Sagen vækker forargelse blandt borgere i Brønderslev. Og nu går Dyrenes Beskyttelse også ind i sagen. Man udlover 5000 kroner til den, der kan hjælpe Nordjyllands Politi med at finde frem til gerningsmændene.
- Det er simpelthen så bestialsk en måde at slå dyr ihjel på, og det må bare ikke ske, siger den nordjyske områdeformand for Dyrenes Beskyttelse, Kurt Isaksen.
Politiet har noteret sagen som dyremishandling, og nu vil man gerne høre fra eventuelle vidner. Det kan ske på telefon 1-1-4.