Udsigt til massive regnmængder i Nordjylland: Sådan undgår du at bade i forurenet vand
De store mængder regn, der kommer henover weekenden, kan give problemer med spildevandsudløb i kloaksystemerne. Men der er råd at hente, hvis man er bekymret for at bade i forurenet vand.
Sådan lyder det fra Trygfondens Kystlivredning, der endvidere tilføjer, at det særligt er havneområder og badesteder ved de større byer, der kan opleve problemer med svingende badevandskvalitet som følge af spildevandsoverløb.
Sådan tjekker du, om badevandet er forurenet
Tjek livreddernes flag – er der rødt flag, bør du blive på land
Tjek via appen Badevand, der dækker mange af landets badesteder
Undgå at bade, hvis du ikke kan se dine fødder, når du er i vand til knæene
Lad være med at gå i vandet i nærheden af spildevandsudløb lige efter et voldsomt regnskyl
Hvis man nu alligevel er hoppet i med begge ben et sted, hvor vandet er forurenet, er der også hjælp at hente.
- Kommer man alligevel til at bade et sted, hvor der har været udløb fra en kloak, skal man sørge for at få skyllet sig grundigt. Og føler man sig utilpas efter at have været i vandet, skal man kontakte egen læge eller 1813, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef hos Trygfondens Kystlivredning.