Udvalg skal sikre frivilliges vilkår

Foreningerne, der støtter Dana Cup med 20.000 timers frivilligt arbejde, nedsatte i dag et udvalg, der skal sikre de frivillige bedre vilkår. Hvis ikke de får bedre vilkår vil flere trække støtten til fodboldturneringen.

Utilfredsheden var stor efter årets Dana Cup i Hjørring. Derfor mødtes flere foreninger mandag aften.

- Det er et nødvendigt møde, for vilkårene skal blive bedre for de frivillige. Ellers kan de blive ved med at spille os ud mod hinanden, siger formand for Hjørring Kommunes Idrætssamvirke Jeppe Andersen.

På mødet nedsatte Foreningerne et forhandlingsudvalg, der skal diskutere fremtiden med kommunen og turneringen.

Striden begyndte, da Dana Cup ville bestemme, hvad de frivillige kunne sælge af mad og drikke. Og det fik flere foreninger til at fare i flint, hvorfor de overvejede helt at droppe støtten til den store turnering.

Men med det nye udvalg er problemet indtil videre løst, så ikke de frivillige kan ende med at blive sorteper, som det var tæt på i år.


Seneste nyt

fra Nordjylland