Ufaglærte i klemme

Kampen om de ufaglærte job i Nordjylland bliver hårdere og hårdere, mens efterspørgslen på faglært arbejdskraft stiger.

43-årige Hanne Lynge fra Halvrimmen ved Brovst nåede at arbejde på HKScan Fjerkræslagteri i Skovsgaard i 17 år. HKScan kastede håndklædet i ringen i januar efter flere forsøg på at redde virksomheden. Lukningen kom få måneder efter at slagteriet i Tican i Fjerritslev havde drejet nøglen om. Siden Hanne Lynge blev ledig, har hun søgt masser af stillinger - også uopfordret.

- Jeg søger jo alt, hvad der bliver slået op, og så søger jeg også uopfordret på virksomhederne i området. Nogle gange får jeg et afslag, og nogle gange hører jeg slet ingenting, siger Hanne Lynge.

Det kan blive svært for Hanne Lynge at finde sig et nyt job, for konkurrencen om de ufaglærte job i Nordjylland er benhård.

- Det er ikke første gang, at vi står i en situation, hvor mange industriarbejdspladser lukker ned. Vi har flere og flere ufaglærte og færre muligheder til den, siger Rene Olsson, som er faglig medarbejder i 3F Midtvendsyssel.

Ifølge Det regionale Arbejdsmarkedsråd er den udvikling kommet for at blive.

- Der sker simpelthen det, at de traditionelle industriarbejdspladser flyttes til Østeuropa, og så bliver de danske ufaglærte tilovers, siger formand for Det regionale Arbejdsmarkedsråd, Lars Christensen.

Hver femte i den nordjyske arbejdsstyrke er ufaglært, og dem bliver der altså mindre og mindre behov for. Til gengæld kommer Nordjylland til at mangle hænder, når det handler om faglært arbejdskraft.

- Vi er nødt til at satse mere på at få de ufaglærte opkvalificeret til faglærte, så de kan tage de job, hvor der bliver mangel på arbejdskraft i de kommende år. Derfor er der behov for at se på efteruddannelsessystemet, som er alt for stift, som det ser ud i dag, siger faglig medarbejder i 3F Midtvendsyssel, Rene Olsson.

I søndagens nyheder klokken 19.30 er der mere om udfordringerne for de ufaglærte i Nordjylland. Ane Halsboe-Jørgensen, socialdemokratisk medlem af Beskæftigelsesudvalget er med direkte fra København.


Seneste nyt

fra Nordjylland