Ulykke på friskole

Et stativ braste sammen under en vildtdag på Vendsyssel Friskole og flere børn blev ramt. Ingen er kommet alvorligt til skade.

Børnene på friskolen skulle opleve et rådyr blive parteret, men det legestativ dyret var hængt op i kollapsede og ramte flere børn. To drenge blev kørt til kontrol på Hjørring Sygehus. Den ene er udskrevet, mens den anden skal blive til observation.

- Jeg var på vej ned for at hente nogle ting vi skulle bruge til at grille det rådyr vi var var at få parteret, da jeg hørte træet give efter, fortæller en rystet skoleleder, Flemming Horsfeldt til TV2/Nord.

Det var stativet til et klatrespindelvæv der knækkede i jordhøjde og væltede. Hele legepladsen er nu spærret af, og Arbejdstilsynet og Politiet er ved at klarlægge ulykken.

- Vi er rystede over, at legepladsen åbenbart er i så dårlig forfatning, siger skolelederen om den legeplads skolen overtog efter den kommunale skole på stedet blev lukket.

Skolens sorg- og omsorgsplan blev øjeblikkeligt sat i værk, så der blev taget hånd om de børn der overværrede ulykken og alle forældre blev underrettet.


Seneste nyt

fra Nordjylland