Ulykker skabte trafikalt kaos
Foto: Christian French
Flere forskellige færdselsulykker skabte fredag eftermiddag trafikalt kaos ved Aalborg
Eftermiddagstrafikken i og omkring Aalborg blev nærmest lammet mandag eftermiddag. Oprydningen efter flere færdselsuheld betød, at veje blev spærret af, og masser af bilister blev fanget i timelange køer.
Værst var det på Høvejen, hvor to biler stødte sammen, efter at en af dem angiveligt ikke overholdt sin vigepligt. Begge bilister måtte skæres fri, og blev grundet den trafikale situation bragt med politieskorte til Aalborg Universitetshospital.
Motorvej E45 blev også spærret af i begge retninger.
Først i sydgående retning omkring Svenstrup, fordi flere biler stødte sammen.
Og i nordgående retning blev der spærret af, efter op mod ni biler stødte sammen ved Sundsholmen.
I alt syv personer er bragt til Aalborg Universitetshospital. De fleste er bragt ind med piskesmæld efter uheldene, mens tilstanden hos de to personer fra ulykken på Høvejen er noget mere alvorlig. De er dog ikke i livsfare.
Ulykkerne betød, at både motorvej, indfaldsveje og midtbyen i Aalborg var tæt pakket med biler. Og mange bilister kom til at sidde fast i lange køer, mens oprydningsarbejdet stod på.
Vejene er nu åbnet for trafik igen.
(opdateret klokken 20.55)