Ung kvinde fik softgun-kugle i øjet

Sent torsdag aften fik en ung kvinde en hård plastickugle i øjet, da en ukendt gerningsmand skød med en såkaldt softgun mod hende. Episoden skete ved J. F. Kennedys Plads i Aalborg, og politiet mangler vidner i sagen

Kort før midnat torsdag aften skød en ukendt gerningsmand med en softgun mod en ung kvinde.

Den 17-årige kvinde kom gående ved J. F. Kennedys Plads i Aalborg og var op vej hen til bussen, da en ukendt person råbte efter hende, og idet hun vendte sig om, hørte hun et smæld.

Så ikke gerningsmanden
Den ukendte gerningsmand skød med såkaldt softgun mod kvinden, og hun blev ramt i øjet af en hård plastickugle.

Den 17-årige nåede ikke at se personen, der affyrede skuddet.

Efter episoden tog kvinden på skadestuen. Hun kunne ikke se på det ene øje, og den vagthavende ved Nordjylland Politi i Aalborg oplyser, at kvinden havde en blodsprængning i øjet. Politiet ved ikke, om den unge kvinde får varige men.

Politiet mangler vidner
Politiet betragter sagen som en voldssag, men mangler spor. Derfor vil politiet i Aalborg gerne i kontakt med personer, der kan have oplysninger om gerningsmanden.

Nordjylland Politi i Aalborg kan kontaktes på 9630 1448.


Seneste nyt

fra Nordjylland