Ung mekaniker med usædvanlige evner er årets lærling

DI Aalborgs Lærlingepris 2019 går til 22-årige Mike Gregersen fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg.

Mike Gregersen vinder hæderen for i sin læretid at have vist særdeles gode evner inden for mekanikerfaget, hvilket blandt andet gjorde ham til sin skoles repræsentant i ”Skills”. Mike Gregersen har desuden taget et stort ansvar inden for kontakt med kunder og blev for nylig fastansat hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg.

- Det viste sig hurtigt, at Mike er virkelig dygtig. Han scorer altid topkarakterer i skolen, og svendeprøven blev afsluttet med et 12-tal. Men han har også mange andre egenskaber, som er usædvanlige for en tekniker under uddannelse. Blandt andet har han deltaget i uddannelsen ”personlig servicetekniker”, hvor der stilles meget høje krav til personlighed. Det endte med, at Mike allerede i sin læretid kunne håndtere en kunde 100 procent gennem et reparationsforløb. Det er ikke hver dag, man møder sådan et talent, og heldigvis har Mike valgt at fortsætte hos os som fastansat, siger værkstedschef Jan Skousbøll.

Mike Gregersen kommer fra Hadsund og er uddannet fra Aalborg Tech College.

DI Aalborgs Lærlingepris blev overrakt i Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Aalborg, hvor  Mike Gregersen blev overrasket af venner og familie og fik overrakt prisen af Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg, og Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Fakta om lærlingeprisen

* DI Aalborgs Lærlingepris uddeles hvert år til en elev eller lærling, som i ekstraordinær grad har udmærket sig fagligt og kollegialt.

* Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s ca. 700 medlemsvirksomheder i de fem kommuner Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland, Aalborg og Jammerbugt.


Seneste nyt

fra Nordjylland