Unge demonstrerer mod lockout
Unge demonstrerer i Mariagerfjord.
Unge mennesker fra hele Mariagerfjord Kommune demonstrerer i dag mod den kommende lockout i folkeskolen.
Eleverne er utilfredse med, at de bliver taget som gidsler på grund af striden mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening.
- Vi har fået nok af det her. Det kan ikke passe, at to voksne parter ikke kan blive enige, siger skoleelev Jackie Mortensen.
Eleverne frygter, at konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening ender med en lockout, så eleverne ikke kan få undervisning.
- Vi er overhovedet ikke blevet hørt, og det, synes vi, er forkert, siger Jackie Mortensen.
I morgen, fredag, mødes Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening i et sidste forsøg på at undgå en lockout. Hvis det ender med en lock-out frygter Jackie Mortensen for konsekvenserne af den manglende undervisning, udskudte eller aflyste eksaminer.