Urtekram mistænkt for madforgiftning
Urtekram har fjernet mistænkt tofu og vegetarisk postej fra hylderne, efter at 16-årig er blevet madforgiftet.
Det er fortsat uvist, hvad der muligvis har givet en 16-årig dreng den sjældne madforgiftning botulisme, også kaldet pølseforgiftning.
Men mistanken retter sig stærkt mod tofu eller vegetarisk postej solgt hos Mariager-virksomheden Urtekram, og derfor advarer Fødevarestyrelsen særligt mod disse to produkter.
- Det er stadig kun en mistanke, og det tager noget tid at få analyseresultaterne, siger Kim Sigsgaard, chef for fødevareberedskabet.
- Men på baggrund af vores undersøgelser af drengen og af, hvad drengen har spist, er vores opmærksomhed rettet mod disse produkter og derfor er vi gået ud og har advaret mod dem, siger Kim Sigsgaard.
Urtekram oplyser, at man har bedt forretningerne om at fjerne de mistænkte produkter fra hylderne, ligesom man har stoppet salget indtil videre. Samtidig vil man advare kunder om produkterne på forretningens hjemmeside.
- Der er tale om en formodning, og vi afventer fortsat resultatet. Men uanset om det er vores produkter, der er kilden til forgiftningen, skal vi selvfølgelig udvise den allerstørste forsigtighed, siger marketingchef Line Holmen.
Den 16-årige dreng fra københavnsområdet er indlagt med mistanke om såkaldt "fødevarebåren botulisme", som er en sjælden, men meget alvorlig madforgiftning.
Ifølge Fødevarestyrelsen kan forgiftningen stamme fra Urtekrams Tofu, der er mærket mindst holdbar til 26.04.2014 eller 10.05.2014, eller en vegetarisk postej af mærket Nutana, der er mindst holdbar til 25.04.14.
Botulisme er en meget sjælden sygdom, der forårsages af toksiner. Symptomerne på forgiftning kan være svimmelhed, synsforstyrrelser, synkebesvær, talebesvær og lammelser af de muskler, der styrer åndedrættet.
I perioden 1980-2007 blev fem personer i Danmark ramt af botulisme, oplyser Statens Serum Institut.