Uvis skæbne for girafkalven: Drengen der ikke bliver glemt

Aalborg Zoo vrimler med dyreunger året rundt. Og det er er ikke alle, der kan blive. Den sidst tilkomne girafkalv, Koyo, skal have et nyt hjem, men det kan blive svært af finde et.

Dyrepasser Thorvald Eggers har taget TV2/Nords fotograf med ind i girafhuset, ind bag tremmerne. Og her kommer vi helt tæt på de yndefulde og langbenede dyr.

Lige nu er der tre hunner og fire kalve. Den senest fødte er fra 4. december 2014.

Den har ikke noget officielt navn, men som Thorvald siger:

- Vi kunne jo godt komme med et bud: Koyo. Det er vestafrikansk og betyder Drengen der ikke bliver glemt.

Koyo er en nysgerrig bandit, der ikke har kameraskræk. Han går helt tæt på, og får linsen til at dugge.

Der er endnu noget tid til, han bliver kønsmoden, men selv om Aalborg Zoo lige nu faktisk mangler en avlshan, får han ikke lov at blive.

- Det ville give indavl, så vi skal forsøge at finde en anden zoologisk have til ham, siger Thorvald Eggers.

Men det kan også blive svært, da de gode gener fra Aalborgs giraffer allerede er spredt til alverdens zoologiske haver.

- Men vi gør alt, hvad vi kan, siger Thorvald.

Og sådan er det med alle ungerne i Aalborg Zoo. Det er langt fra alle, der kan blive.

Se med i aften kl. 19:30, når vi sætter fokus på dyreungerne. Zoolog Jens Sigsgaard kommer i studiet, og ud over girafkalvene kan du møde vortesvineunger og kaimanunger.


Seneste nyt

fra Nordjylland