Våd krudtfestival blev en fuser: Kun syv besøgende

Der er Sortkrudtfestival på Hals Skanse i denne weekend. Normalt plejer festivalen at lokke mange besøgende til, men lørdag druknede den i regn.

En kølig sommerdag med heldagsregn var ikke lige det, arrangørerne af årets Sortkrudtfestival på Hals Skanse havde ønsket sig. Lørdag druknede festivalen i de store vandmængder, og det kunne mærkes.

- Vejret har betydet alt. Vi har nærmest ikke haft nogle besøgende i forhold til sidste år. Vi har haft syv betalende gæster, hvor vi sidste år havde 1500, siger Thea Højvang Rasmussen, museumsinspektør Hals Museum.

Festivalen byder på masser af aktiviteter og fortællinger fra 1600-tallet, hvor Hals Skanse beskyttede Limfjorden mod en fjendtlig invasion. I lørdagens vejr er det dog ikke sikkert, at skansen havde holdt, hvis svenskerne eller englænderne satte et angreb ind.

- Det her vejr giver ikke de bedste vilkår for at forsvare Hals Skanse. Vores problem er, at vi skyder med flintelåsrifler, og riflerne har svært ved at tænde, når det regner og blæser, siger skytten Kim Romdrup, som fortæller, at et vejr, som det, der har ramt Nordjylland lørdag, nok ville have fået soldaterne til at finde bajonetterne frem i en krigssituation.

Vejret er arrangørerne af Sortkrudtfestivalen ikke herrer over. De har dog prøvet at gøre, hvad der stod i deres magt for at kunne gennemføre festivalen på trods af det massive regnvejr.

- Vi har sat en stor ballakin og masser af telte op, men det gør altså ikke, at sommerhusgæsterne har lyst til at komme herover, siger Thea Højvang Rasmussen.

Festivalen fortsætter søndag, hvor arrangørerne håber på bedre vejr og flere besøgende.


Seneste nyt

fra Nordjylland