Vandland står til at åbne igen: - Vi håber, det var sidste nedlukning

Epidemikommissionen indstiller til, at en række nedlukkede tilbud atter må åbne efter 31. januar. Det glæder driftschefen i Skallerup Seaside Resort.

Der er larmende stilhed i vandlandet i Skallerup Seaside Resort, men meget tyder på, at badebassinet snart igen kan blive fyldt med vandglade børn og voksne. 

Når landets statsminister toner frem på skærmen onsdag aften klokken 18.30, er det meget muligt, at hun atter lemper restriktionerne. 

Det håber Henrik Nielsen, der er driftschef i Skallerup Seaside Resort i hvert fald.  

- Vi er dybt afhængige af, at vi har nogle aktiviteter, der er tilgængelige for vores gæster. Og når vi bliver pålagt restriktioner, hvor nogle af vores aktiviteter ikke kan være åbne, så er der mange af vores gæster, der venter med at komme til et andet tidspunkt, siger han.

Vinterferien er vigtig

To meget vigtige uger nærmer sig, nemlig uge syv og otte, hvor mange familier holder vinterferie. Feriecenteret har så godt som fuld belægning i de to uger, men det er afgørende for omsætningen, at de kan tilbyde gæsterne den fulde pakke.

 - Det er absolut vigtigt for os, at vi får lov at åbne fuldt op snart. Og vi glæder os rigtig meget til, at vi kan give vores gæster en masse gode oplevelser her i Skallerup, siger Henrik Nielsen. 

Det er ikke ligefrem første gang, at de er blevet ramt af restriktioner. Men driftschefen håber, at det var sidste gang.

- Vi er jo efterhånden desværre vant til det, men det har været hårdt for vores gæster, og det har været hårdt for vores personale. Nu håber vi bare, at det var sidste nedlukning, siger Henrik Nielsen. 



Seneste nyt

fra Nordjylland