Varmefølsomme kameraer i idrætshallerne
Foto: Johnni Isaksen
Nyt forskningsprojekt skal forbedre brugen af de nordjyske idrætshaller. Varmefølsomme kameraer skal kortlægge, hvordan hallerne egentlig bliver brugt.
Der er stor rift om haltider i de danske idrætsklubber. Derfor skal et nyt forskningsprojekt forbedre anvendelsen af hallerne, så idrætsklubberne kan effektivisere brugen af haltiderne. Det sker ved at der sættes varmefølsomme kameraer op i flere idrætshaller i Aalborg.
Projektet med de varmefølsomme kameraer er udarbejdet af Aalborg Universitet og Aalborg Kommune med finansiel støtte fra Nordea-fonden og Lokale- og Anlægsfonden.
- Idrætshallerne er jo til for at blive brugt, og der er meget stor rift om vores haltider. Jeg er sikker på, at projektet vil skabe forudsætningerne for, at vi kan frigive en masse haltid, som alle idrætsudøvere i princippet kan få glæde af. Det vil dog kræve, at vi finder nye måder at kommunikere med vores idrætsudøvere og udbyde de ledige haltider på, siger rådmand Anne-Dorte Krog (SF).
Udstyret skal registrere, hvor mange der bruger hallerne, og hvor i hallerne de befinder sig. Aalborg Universitet står for teknologien i projektet.
- Det er ekstremt komplekst at få maskiner til at analysere mennesker. Med dette projekt kan vi med vores ekspertise bidrage til at løse nogle store samfundsmæssige udfordringer. Det er vi meget glade for, siger Thomas B. Moeslund, der er lektor og forskningsleder på Aalborg Universitet.
Projektet starter ved nytårsskiftet.