Vask dine hænder før du går til julebuffeten
Hvis du bliver syg, efter at have forsynet dig ved en julebuffet, er det langt fra altid restaurantens skyld.
Manglende hygiejne hos buffetgæsterne betyder nemlig hvert år, at et ukendt antal restaurationsgæster bliver smittet - typisk med Roskildesyge.
Fødevarestyrelsen forsøger nu at slå på tromme for en række enkle råd, der skal minimere risikoen for en jul på toilettet.
Sådan lyder rådene:
Vask altid hænder, inden du går til buffeten og altid efter toiletbesøg. Har du, eller har du lige haft Roskildesyge skal du holde dig fra buffeten, og du skal også undgå at lave mad til andre.
Der falder sure smileys på restauranterne uanset om smitten kommer fra en ansat i køkkenet eller fra en gæst. Et faktum restauratørerne forsøger at leve med:
- Vi har heldigvis været forskånet for ubehagelige oplevelser, men vi tager også alle forholdsregler for at sikre den bedst mulige sikkerhed, siger bookingchef Lotte Mouritzen fra Papegøjehaven i Aalborg.
I restauranten i Aalborg Kongres og Kulturcenter betyder det bl.a., at en buffet aldrig står længere end to timer, og at der er særligt langt såkaldt tage-grej på fadene, så det ikke falder ned i maden.
Roskildesyge er hvert år skyld i ca. halvdelen af alle tilfælde, hvor fødevarer er indblandet i smitte - smitte som altså i et ukendt antal tilfælde skyldes gæsterne og ikke restauranterne.
- I løbet af blot et døgn kan en stor del af et middagsselskab være smittet af en enkelt person, der har været syg f.eks. diarré, siger Niels Jacob Lund, dyrlæge, Fødevarestyrelsen, Region Nord.
På trods af den åbenlyse smitterisiko fra gæsterne sover de fleste restauratører alligevel godt om natten.
- Vores gæster kan stole på, at det vi leverer lever op til forventningerne, og vi stoler omvendt også på vores gæster, så jeg ser det ikke som et stort problem, siger Lotte Mouritzen fra Papegøjehaven.