VEB-par vinder i Portugal
Foto: Arkiv
Nikolaj Overgaard fra Vendsyssel Elite Badminton strøg søndag helt til tops i herredouble i Portuguese International.
Sammen med kroaten Zvonimir Durkinjak, der ligeledes spiller for Vendsyssel Elite Badminton, vandt den 20-årige aarhusianer i finalen med 21-12, 22-20 over Marcus Ellis, England, og Paul Van Rietvelde, Skotland.
- Det er en rigtig dejlig fornemmelse at vinde en international turnering, og det er selvfølgelig et godt signal at sende til forbundet, som er i gang med at sammensætte nye herredoubler, siger Nikolaj Overgaard i en pressemeddelelse.
VEB-spilleren skal allerede i aktion igen på onsdag, hvor Forza Denmark International begynder i Arena Nord i Frederikshavn. Her skal Nikolaj Overgaard dog ikke spille sammen med sin kroatiske klubkammerat. De danner i stedet for par med deres normale makkere. For Nikolaj Overgaards vedkommende betyder det, at han spiller sammen med Mikkel Mikkelsen - i øvrigt for sidste gang i denne omgang.
Zvonimir Durkinjak var også i finalen i mixeddouble i Portugal, men her tabte han sammen med Stasa Poznanovic 17-21, 21-15, 23-25 i afgørende sæt til englænderne Gabrielle White og Marcus Ellis.
Forza Denmark International begynder onsdag kl. 10.00 i Arena Nord. Der er gratis entre alle fire dage. Finalerne afvikles lørdag 5. maj.