Venstre vil nedlægge regionerne
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Regionsrådet i Nordjylland kan snart være fortid. Venstre vil nemlig nedlægge regionerne.
Region Nordjylland kan være fortid. I hvert fald hvis det står til Venstre, der i dag har meldt ud, at de vil nedlægge regionerne. De nordjyske sygehuse skal lægges under den nuværende Region Midtjylland.
Efter at medierne i flere dage har fortalt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) pønser på at nedlægge landets fem regioner gjorde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) det til officiel Venstre politik på partiets sommergruppemøde på Bornholm.
- Vi skal sørge for, at den enkelte patient får den bedst mulige behandling, og at samfundet får mest muligt for pengene. Derfor ønsker vi regionerne nedlagt 1. januar 2013, siger Bertel Haarder.
Han mener, at regionerne er ansvarlige for urimelige ventetider på skadestuerne og for store forskelle i ventetiderne på lungekræftbehandling.
- Det betyder ikke, at regionerne har været en fiasko. De har formået at fordele specialerne og sikre den nye sygehusstruktur. Men vi må fremadrettet se på, at patienten får bedst mulig behandling, siger Bertel Haarder.
Han lægger op til en politisk aftale inden valget og varsler indkaldelse til forhandling om kort tid. På forhånd har både De Konservative og DF krævet regionerne nedlagt.
Venstre forslår konkret, at de nuværende fem regioner nedlægges og erstattes af tre sygehusfællesskaber med professionelle bestyrelser.
Dermed bliver universitetshospitalerne i København, Århus og Odense centrum for de nye sygehusenheder. Det betyder farvel til Region Nordjylland og Region Sjælland. De nordjyske sygehuse lægges under det nuværende Region Midtjylland, mens de sjællandske sygehuse lægges under hovedstaden.
Både eksperter og læger advarer ellers mod at nedlægge regionerne, og regeringens egen strukturkommission opgav i sin tid at finde et bedre alternativ til regionerne.