Verdens bedste cykelhold blev genforenet på de nordjyske landeveje

Lige nu er verdensstjerner som Bjarne Riis, Jens Voigt og Fabian Cancellara på cykeltur i Nordjylland – en rute, der starter og slutter i Aalborg.

Onsdag stod flere klar til at heppe langs de nordjyske landeveje, da ”Verdens Bedste Cykelhold” lagde vejen forbi. 

Turen startede uden for Musikkens Hus i Aalborg, hvor Danmarks topatleter indenfor cykelsport blev genforenet med Bjarne Riis i spidsen.

quote Det bliver rigtig fedt at få lov til at cykle med de legender, man som lille dreng har set på fjernsynet

Mads Lundby, løbsdeltager

Det skete i forbindelse med den kommende Tour de France-start i Danmark til sommer. Et cykelløb, som Bjarne Riis’ stjernespækkede hold, Team Saxo Bank, dominerende i slutningen af 00’erne.

Det prominente cykelhold består i dag af Bjarne Riis, Jens Voigt, Fabian Cancellara, Andy Schleck og Fränk Schleck og 25 nordjydere, der vil forsøge at følge med verdensstjernerne, der undervejs deler ud af røverhistorier fra deres tid på den internationale cykelscene.

En drøm for cykelnørder

Også de mange cykelentusiaster, der var mødt op til dagens tur, glædede sig til at få selskab på de nordjyske landeveje. 

- Jeg synes, det er utrolig dejligt at cykle. Det bliver rigtig fedt at få lov til at cykle med de legender, man som lille dreng har set på fjernsynet og tænkt: ”Det vil jeg også gerne en dag” Lige nu får jeg gåsehud ved tanken om at skulle ud at cykle med dem, fortalte Mads Lundby, før han tog ud på sin drømmecykeltur.

quote Det her er, hvad cykling handler om

Andy Schleck, tidligere Tour de France-vinder

- Vi skal ud at hygge os lidt et par timer. Det skal nok blive sjovt. Der er nogle fantastiske cykelryttere iblandt, så jeg tror, det bliver en stor oplevelse for dem, der kommer for at cykle med, lød det fra veteranen, Bjarne Riis, der, med sin lange karriere inden for cykelsporten, kan bryste sig af flere sejre.

Blandt de mange cykelryttere var også den tidligere Tour de France-vinder, Andy Schleck, at finde, der dog ikke var kommet for at vinde dagens etape. I stedet havde han fokus på at nyde turen. 

- Det her er, hvad cykling handler om. At skabe et fælleskab. For mig er cykling en religion, og jeg elsker at give noget tilbage til fansene, sagde verdensstjernen.  

Cykeltur på Tour de France-manér

Sammen trådte holdet igen i pedalerne, da de begav sig ud på en cykeltur af i alt 47 kilometer i det nordjyske forår efterfulgt af følgebiler, motorcykler og fans.

Undervejs gjorde stjernerne stop på Guldbæk Vingård og nød nogle forfriskninger, inden cykelturen sluttede på den sidste etape mod Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland