Verdensballet aflyser alle sommerens forestillinger

Verdensballetten har netop valgt at aflyse sommerens forestillinger i Danmark, Tyskland og Sverige. Det drejer sig om 11 forestillinger. Premieren var planlagt til at skulle finde sted 7. juli.

Beslutningen er truffet på baggrund af Corona-krisens restriktioner. Statsminister Mette Frederiksen meldte ud, at max 500 mennesker får lov at forsamles frem til 1. september, samtidig er der påbud om to meters afstand og der er også stor usikkerhed om hvorvidt de internationale balletdansere fra udlandet kan komme ind i Danmark. En række påbud, som gør det umuligt at gennemføre årets forestillinger.

LIVE: Traditionen tro afslutter Verdensballetten sin sommerturne foran Den Tilsandede Kirke

- Det er med blødende hjerte, at vi har valgt at aflyse årets forestillinger, men vi ser desværre ingen anden mulighed som omstændighederne er lige nu. Vi har arbejdet på årets program siden sidste sommer, vi havde samlet et hold af fremragende kunstnere fra ballettens og musikkens verden, vi havde planlagt den største turné nogensinde – med 11 forestillinger i Danmark, Tyskland og Sverige. Det glædelige er, at vi kommer stærkt tilbage i 2021 med samme lokationer, som var planlagt i 2020, med samme kunstnere og med samme program. Vi håber derfor, at publikum vil benytte sig af muligheden og beholde billetten til årets forestilling og i stedet bruge den til næste års forestilling, siger Jens-Christian Wandt, der er leder af Verdensballetten.

Verdensballetten begyndte for 12 år siden ved Den Tilsandede Kirke i Skagen, og netop der skulle sommerens forestilling have fundet sted den 13. juli.

Verdensballetten vender stærkt tilbage i 2021.  Indenfor kort tid bliver datoerne for næste års Verdensballet offentliggjort, og Jens Christian Wandt opfordrer publikum til at ombytte deres billetter til disse forestillinger. 

Verdensballetten begyndte i Skagen

Verdensballetten så dagens lys i 2008, hvor den første forestilling blev præsenteret ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Siden er det blevet til over 60 forestillinger fordelt over hele landet og i Tyskland. Verdensballettens mission er at præsentere ballet med de bedste internationale kunstnere og danske sangere og musikere, open air på særligt udvalgte steder i Danmark, - komme ud til steder hvor ballet og opera på dette høje niveau ikke er hverdag, give publikum en helhedsoplevelse, hvor kunsten på scenen, de særlige rammer og den danske sommer går op i en højere enhed.

 

Siden 2014 har solodanser ved The Royal Ballet of London Steven McRae været Verdensballettens kunstneriske leder og  sammen med operasanger Jens-Christian Wandt har han sammensat programmet og udvalgt de medvirkende kunstnere.


Seneste nyt

fra Nordjylland