Vesthavne lammet af broulykke

De små erhvervshavne i Limfjorden er hårdt ramt af uheldet på den gamle jernbanebro.

Hovedparten af godstrafikken til og fra havnene kommer nemlig ind via Hals og bliver dermed blokeret ved Aalborg.

Det er især korn og foderstoffer, sten og grus, byggematerialer - men også olie, der udgør de mindre havnes største indtægtskilder.
Formanden for Sammenslutningen af Vesthavne i Limfjorden, Jens Peter Hedevang, er bekymret.

- Vi kan frygte, at vores kunder bliver fristet af i stedet at benytte havnene i Århus eller Aalborg, og derfra sende godset videre på lastbil. Hvis det sker, er det snart slut med erhvervshavne inde i fjorden, siger Jens Peter Hedevang.

Banedanmark forventer at have fjernet den defekte broklap i løbet af tre uger. I den tid må godstrafikken til den vestlige del af Limfjorden tage en omvej via Skagen og Thyborøn. En ekstra tur på omkring et halvt døgn, der gør fragten dyrere.

- Vores økonomi er i forvejen trængt, så yderligere omkostninger for vores kunder er et alvorligt problem.

- Jeg håber virkelig, at Banedanmark får løftet den broklap af så hurtigt som muligt, siger Jens Per Hedevang.


Seneste nyt

fra Nordjylland