Veteraner har brug for hjælp
Foto: Tv2nord.dk
[size=3]KFUM's Soldaterhjem på Aalborg Kaserner har næsten fuld belægning, selv om antallet af pladser blev udvidet med 8 her i foråret.[/size]
Ingen ved præcist hvor mange veteraner, der har brug for en hjælpende hånd, når de vender hjem fra en mission i udlandet. Men tilsyneladende er behovet stort. I Hvert fald har KFUM's Soldaterhjem i Hvorup lige nu indlogeret 10, som af forskellige grunde har mistet herredømmet over deres egne liv. En af dem er overkonstabel Christian "Thøger" Jensen, som efter en mission i Libanon var ved at gå i sort.
- Det er svært at vende hjem til en dagligdag med en masse små problemer, når man er vant til at mange praktiske ting bliver ordnet for en. Bare det at beslutte hvad man skal have til aftensmad - eller simpelthen det at købe ind, rudekuverter osv. Det er næsten ikke til at overskue, siger Christian "Thøger" Jensen.
For Christian blev situationen helt uoverskuelig, da parforholdet gik i stykker. Han blev sagt op i lejligheden, og da bilen gik i stykker gik han i sort. Han var heldig at få en plads på Soldaterhjemmet, hvor han nu får hjælp.
- Her er du i trygge rammer. Der er altid en at tale med, som selv har prøvet at vende hjem fra tjeneste i udlandet.
Men andre veteraner er knap så heldige. 43-årige Christian Hansfort er i dag nærmest invalid af posttraumatisk stres syndrom PTSD . For tre år siden blev han sendt hjem fra Afghanistan før tid, da en af Hærens læger sagde stop. Efter syv missioner i verdens brændpunkter er han nu selv brændt ud.
- Når jeg har det værst kan jeg slet ingenting. Jeg kan ikke overskue at tage et bad, lave mad og slet ikke at købe ind. De mest dagligdags ting bliver uoverskuelige. Det kan vare fra et par dage til flere uger, siger Christian Hansfort.
-
Han er i dag bitter, fordi han føler sig overladt til sig selv. Hans fremtid er uafklaret og han ved ikke om han kan få en arbejdsskadeerstatning og en pension - eller om han bliver fyret som oversergent fra Forsvaret.
- Jeg har været en loyal soldat i 25 år, og har altid fået prædiket loyalitet fra toppen af systemet. Men nu hvor jeg selv har haft brug for hjælp føler jeg mig svigtet katastrofalt.
Christian "Thøger" Jensen føler sig nu på så ret køl, at han begynder at planlægge en fremtid uden for soldaterhjemmet. Han er parat til at prøve kræfter med igen at få sin egen lejlighed inde i Aalborg.
Christian Hansfort er der imod mere pessimistisk.
Jeg bliver aldrig soldat igen, og jeg frygter at jeg måske aldrig bliver i stand til at passe et normalt job, og det er mit værste skrækscenarie, siger Christian Hansfort.