Vikinger henter amerikansk profil
Foto: Lars Lyngdahl
Basketballklubben Aalborg Vikings har skrevet kontrakt med en 25-årig amerikaner, som klubben har store forventninger til.
Basketballklubben Aalborg Vikings har arbejdet på at finde afløseren for sidste sæsons topscorer Joey Haywood. Det arbejde er nu overstået, efter at vikingerne har skrevet kontrakt med amerikanske Nick Okorie.
- Okorie er ikke bare en spiller, der har præsteret rigtigt godt på college-niveau. Han har også international erfaring fra både Finland, Sverige og ikke mindst Canada. Jeg er overbevist om, at vi med Okorie har fundet den perfekte erstatning for sidste sæsons ligatopscorer Joey Haywood, siger Christian Hamborg, eliteansvarlig i Aalborg Vikings.
25-årige Okorie har tidligere gjort en god figur i den amerikanske college-liga for universitetet Texas Tech. Derfor har Vikings store forventninger til ham.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi med Okorie har gjort et vaskeægte scoop. Vi får en spiller, der kan dominere i begge ender af banen, og som kan spille flere positioner, siger Vikings-direktør John Bennetsen.
Nick Okorie har underskrevet en et-årig kontrakt med Aalborg Vikings.