Vingaards hovedstød redder FCN-point mod AaB

AaB kom tættere på førstepladsen, og FC Nordsjælland kom over nedrykningsstregen, da holdene delte 1-1.

Det er ikke usædvanligt med et flot kombineret mål, som starter langt nede på egen banehalvdel og afsluttes fra kanten af det lille felt, når FC Nordsjælland er involveret.

Men mandag aften var det ikke vicemestrene, der leverede det nævnte smukke spil i 1-1-opgøret mod AaB i Aalborg, men til gengæld hjemmeholdet.

Da Anders K. Jacobsen bragte sit hold foran efter 20 minutter, var det nemlig efter et sandt mønsterangreb, som Kasper Hjulmand på den modsatte bænk havde været stolt af.

Og paradokset blev totalt, da Martin Vingaard et kvarter senere udlignede til slutresultatet på et hovedstød efter et indlæg, der var langt undervejs - dem har han ikke scoret mange af i karrieren.

Ser man bort fra de to scoringer, så var kampen dog præget af de mere traditionelle opfattelser af de to hold med FC Nordsjælland som boldstyrende og hjemmeholdet som det kontra-parate.

Man fik dog det indtryk, at begge hold var meget godt tilfredse med et point. Derfor gik det meste af anden halvleg sådan set bare med at vente på uddelingen af pointet i spillertunnelen.

Det ene point bruger AaB til at komme kun to point fra førstepladsen. Og samtidig skaber man sig lidt luft til FC København og Brøndby IF, der kommer buldrende bagfra. Forskellen til begge københavnerhold er på fire point.

I den anden ende af tabellen bruger FC Nordsjælland pointet til at komme over nedrykningsstregen og i stedet sende Europa League-holdet Esbjerg ned på den kedelige plads.


Seneste nyt

fra Nordjylland