Virksomhed til kamp mod ressourcespild
En nordjysk møbelproducent sætter en ære i at genbruge
Møbelfabrikken FurnX i Vodskov genbruger 80-90 procent af emballagen - og er lige nu en del af Miljøministeriets fokus på at undgå spild.
Flere nordjyske virksomheder er lige nu med i et målrettet projekt, der handler om at tænke grønt og spare på ressourcerne. Virksomheden FurnX, der producerer møbler, har gjort det til en sport at genbruge materiale.
- Når vi sender vores møbler af sted, pakker vi dem ind i tæpper i stedet for plast eller pap. Det sparer en masse ressourcer og CO2 - og samtidig sparer vi penge, forklarer fabrikkens kvalitetsansvarlige Ib Riemandsgaard Jensen.
Den grønne tankegang er en del af Miljøministeriets fokus på at stoppe spild og undgå affald - og møbelproducenten her er da også gennemsyret af genbrug.
- Vi sælger hellere en reservedel end en ny stol. Vi vil gerne af med tankegangen, der hedder 'køb og smid væk', siger Ib Riemandsgaard Jensen.
FurnX, der beskæftiger 35 medarbejdere, har endnu ikke genreret et overskud på ressource-besparelserne, men medarbejderne regner med, at den grønne tankegang på sigt vil give overskud - både hvad angår økonomi og bæredygtighed.
I alt er tre nordjyske virksomheder med i Miljøministeriets projekt.