Virusudbrud på neonatalafsnit
Foto: Bruno Stagsted
14 for tidligt fødte børn er i solation efter et virusudbrud på Aalborg Sygehus.
14 børn er i isolation på Aalborg Sygehus, og virusudbruddet er under kontrol.
I weekenden blev der konstateret et udbrud af RS-virus på Neonatalafsnittet på Aalborg Sygehus. Det har medført, at 14 for tidligt fødte børn er isolerede, og der er taget forholdsregler for at sikre, at smitten ikke spreder sig yderligere.
Status mandag formiddag er, at fem er konstateret smittet med virus, mens syv er under mistanke for at være smittet. Desuden er to børn i øjeblikket indlagte på Intensivafdelingen, Sygehus Nord, også smittede med RS-virus. Det er et virus, der sætter sig på luftvejene, og som kan være årsag til akut bronkitis eller udvikle sig til lungebetændelse.
- RS-virus kan være en alvorlig infektion for nyfødte og specielt for de børn, der er født for tidligt, fordi deres immunsystem ikke er færdigudviklet. Den er dog uhyre sjældent livstruende, men vi tog selvfølgelig straks de nødvendige forholdsregler, da vi fik mistanke om, at der var smitte i afsnittet, siger ledende overlæge på børneafdelingen, Erik Østergaard.