VisitNordjylland: Turismeplan åbner muligheder
Foto: Verner Joost Hansen
VisitNordjylland er begejstrede for den vækstplan for turisme, som regeringen fredag præsenterede.
Nordjylland kan komme til at nyde godt af den vækstplan for dansk turisme, som regeringen og Folketingets partier fredag blev enige om.
- Vi er meget glade. Det er en rigtig interessant plan, som åbner mange spændende muligheder, siger Lars Enevold Pedersen, direktør for VisitNordjylland, til TV2/Nord.
Vækstplanen giver kommunerne mulighed for at søge dispensation til at bygge indenfor strandbeskyttelseslinjen eller kystzonen. Initiativet skal være med til at lokke flere turister ud til kysten.
- Der er nu en mulighed for at skabe nogle gode projekter, som tiltrækker international interesse. Der skulle gerne skabes nogle eksklusive bygninger med fokus på bæredygtighed og design, siger Lars Enevold Pedersen.
VisitNordjylland understreger, at naturen selvfølgelig har førsteprioritet, men turistorganisationen har i flere år været fortaler for, at der i flere områder kunne dispenseres fra reglerne for kystnær bebyggelse.
Med fredagens vækstplan er muligheden åbnet for lempelser, hvis kommunerne kan præsentere nogle gennemarbejdede projekter, som både er ambitiøse og tager hensyn til naturen.
- Vi opfordrer de nordjyske kommuner til at arbejde sammen og i fællesskab nå frem til nogle spændende løsninger, siger Lars Enevold Pedersen, som ikke har kendskab til, hvor mange nordjyske kommuner, der overvejer at gøre brug af den nye mulighed for at lokke turister til.