Vold i dyrehandel

En 39-årig mand slog sin søster i en nordjysk dyrehandel og pressede hendes hoved ned til fiskene i et bassin.

En dyrehandel i Nordjylland propfyldt med tropefugle og akvariefisk blev søndag eftermiddag skueplads for et voldeligt familieopgør.

Det vides ikke, hvorfor gemytterne kogte over. Men sikkert er det, at en 39-årig mand blev så ophidset, at han slog sin søster og pressede hendes hoved ned i et fiskebassin.

Det voldelige optrin fandt sted i dyrehandlen i byen Bedsted på Thy, hvor den 37-årige kvinde og hendes 45-årige mand - som begge kommer fra Thisted Kommune - befandt sig.

Tumulten opstod, da kvindens bror ankom til butikken, som sælger farverige og eksotiske dyr.

- Broderen går direkte hen til kvinden, slår hende og presser hendes hoved ned i et fiskebassin, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i sin døgnrapport.

Bagefter forsvandt voldsmanden fra dyrehandlen, men han blev senere anholdt af politiet på sin bopæl.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland