Volden mod de offentligt ansatte skal stoppes
Alt for mange HK'ere bliver udsat for vold eller trusler om vold på deres arbejdsplads. Det vil fagforenignen have lavet om på. Blandt andet ved at lære de ansatte om konfliktløsning
Tilbage i 1995 havde socialformidler Per Støve fra Brønderslev tvangsfjernet to børn fra en psykisk syg mand. Manden dukker op på Per Støves kontor dagen før han skal i ankestyrelsen.
- Han er vild i øjnene og han truer mig med at slå mig ihjel. Han sagde, at den eneste måde, han kunne få genoprejsning på, det var ved at slå mig ihjel. Hvis han skulle syv år i fængsel, så gjorde han også det. Havde han haft en kniv, så havde han gjort det, fortæller Per Støve.
Det lykkes Per Støve at få manden til at forlade hans kontor, da han tilkalder politiet. Men klienten gentager truslen om aftenen gennem sin advokat. Da bliver per Støve først rigtigt bange og anmelder episoden til politiet.
Tre dage efter får Per Støve krisesymptomer.
- Det er hjertebanken og svedeture og da jeg skulle ind i en bus, der fik jeg klaustrofobi. Jeg tænkte på, om jeg skulle råbe op, for jeg ville bare ud af bussen.
Per Støves sag er ikke enestående - I januar blev en ansat på Socialforvaltningen I Aalborg truet med skarpladt riffel og med kniv. I årets første fem måneder har HK Nordjylland anmeldt 42 episoder om vold eller trusler om vold mod deres ansatte. Og det er uacceptabelt, mener formanden for HK Kommunal Nordjylland.
- Det er alt for højt. De 42 er anmeldelser, det er til politiet. Det viser,at det ar alvorlige sager. Det tal skal vi have ned på nul! Det ved jeg godt vi ikke kan få, men vi må gøre, hvad vi kan, siger Brian Andersen til Tv2/Nord.
Forebyggelse frem for helbredelse
En af de ting, fagforeningen kan gøre er at lære medlemmerne om konflikthåndtering. De gjorde den i dag på en temadag, hvor tillids- og sikkerhedsrepræsentanter fra fik lov til at se videoer, lære kortspil og tale med HK Kommunals arbejdsmarkedskonsulent Niels Jakobsen. Han mener, at nøgleordet til at mindske antallet af voldsepisoder er forberedelse.
- Det udtryk 'Når skaden er sket' det er jo kriseberedskabet, det gør man jo. Det handler om at forebygge og forberede sig - at man har forebyggelsesplaner, siger Niels Jakobsen.
Han tilføjer, at fagforeningens medlemmers arbejdsgivere, kommunerne, også kan hjælpe til med at mindske antallet af voldsepisoder via en "nul tolerance"-politik.
- Det er jo vigtigt at arbejdsgiverne sender ud at det uacceptabelt. Det vil vi ikke have. Det bruger vi ikke her, siger Niels Jacobsen.