Wæhler: Ikke topkamp værdigt
Foto: Allan Storkborg
AaB?s anfører så personlige fejl som årsagen til, at det ikke blev til sejr i Horsens.
3-3 blev udfaldet af en underholdende topkamp lørdag aften i Horsens, hvor hjemmeholdet tog imod AaB. Men der var på ingen måde tilfredshed med resultatet hos udeholdets norske anfører, til trods for, at nordjyderne var bagud både 0-1 og 1-2.
- Vi er slet ikke klar fra starten af kampen, og det koster os dyrt i dag. Vi har haft utrolig godt styr på vores forsvar i de første runder, men i dag laver vi flere personlige fejl, det må ganske enkelt ikke ske, siger Kjetil Wæhler til TV2/Nord.
Kampen i Horsens gav comeback til Rasmus Würtz der fik en god halv time på banen i anden halvleg, men han kunne ikke forhindre, at AaB?s 3-2 føring blev udlignet af Niels Lodberg der scorede til 3-3 på et straffespark med 25 minutter igen. Med den scoring bevarer Horsens førstepladsen foran netop AaB på andenpladsen, ingen af holdene spillede dog til den placering.
- Hverken Horsens eller vi spiller som tophold i dag. Vi kan vel være tilfreds med vores angreb, og med at vi scorer tre mål, men vi kommer også noget let til dem, Horsens forærer os jo nærmest tre mål, men vi giver så tre gaver igen, så det var vel fortjent med 3-3. På en dårlig dag, hvor spillet ikke kører, så skal man være tilfreds, men spillet kan kun blive bedre, sluttede en tydeligt skuffet AaB-anfører.
Næste opgave for AaB venter på næste lørdag. Her tager nordjyderne på hjemmebane imod Champions Leauge-aspiranterne fra OB.