Whistleblowere skal angive virksomheder der snyder med corona-hjælp

Flere ansatte har viden om virksomheder, der snyder med hjælpepakker, men af frygt for en fyreseddel tør de ansatte ikke at melde virksomhederne.

Det skal være muligt for medarbejdere anonymt at angive virksomheder, som de har mistænkt for at snyde med de corona-hjælpepakker. De danske lønmodtagere frygter nemlig at miste jobbet, hvis de angiver deres arbejdsgiver.

quote De fortæller, at de får brev fra Erhvervsstyrelsen om, at der er søgt lønkompensation for dem, men de har arbejdet normalt.

Hanne Lykke Jepsersen, næstformand i Prosa.

- Det er også det billede vi kan se i Erhvervsstyrelsen, hvor folk har henvendt sig med en mistanke, men så får folk kolde fødder. Der kommer whistleblowerordningen ind i billedet. Den giver medarbejdere anonymitet, og samtidig kan den påpege virksomheder, der snyder, for det er selvfølgelig ikke det kompensationsordningerne er tiltænkt, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til TV2.dk.

Folketinget skal torsdag hastebehandle et forslag om en whistleblowerordning i forbindelse med kompensationsordningerne.

Flere har oplevet, at arbejdsgiver snyder

Flere ansatte oplever, at arbejdsgivere fusker med hjælpepakker.

Det skriver Politiken på baggrund af oplysninger fra flere fagforbund. Fagforbundet Prosa, der repræsenterer it-ansatte, får en del henvendelser fra medlemmer.

- De fortæller, at de får brev fra Erhvervsstyrelsen om, at der er søgt lønkompensation for dem, men de har arbejdet normalt, siger næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jepsersen, til TV 2.

Det er en betingelse, at medarbejdere ikke må arbejde under hjemsendelse, for at virksomheder kan få støtte fra lønkompensations-hjælpepakken.

Også den nordjyske erhvervsordfører for Venstre, Torsten Schack, taler for en Whistleblowerordning, der skal dæmme op for snyden:

- Udgangspunktet er, at man forbliver anonym, så arbejdsgiveren ikke får kendskab til det. Bliver man så alligevel fyret, er der i min optik en fornuftig balance i forhold til lønmodtagerbeskyttelse og sikkerheden for, at anonymiteten overholdes, siger erhvervsordfører Torsten Schack (V).

Udover en whistleblowerordning er adskillige medarbejdere hyret ind i Erhvervsstyrelsen, og de skal holde øje med virksomheder, der snyder. Desuden er straffen for snyd med ordningerne firedoblet.


Seneste nyt

fra Nordjylland