William Bluhme forlader Aalborg Lufthavn
Den mangeårige direktør for Aalborg Lufthavn forlader til sommer sin stilling som direktør. En post han har haft i 19 år og vendt en underskudsforretning til en virksomhed med solide sorte tal på bundlinjen
Der ligger ingen dramatik bag beslutningen om at stoppe som direktør. Lufthavnsdirektør William Bluhme har simpelthen meddelt bestyrelsen for Aalborg Lufthavn, at han efter 19 år som chef for lufthavnen ønsker at gå på pension til sommer, når han bliver 62 år. Sidste arbejdsdag bliver 1. juli, og bestyrelsen begynder nu arbejdet med at finde en ny direktør.
- Lufthavnen har fyldt rigtig meget i mit liv i de 19 år. Nu vil jeg have tid til at finde nogle andre interesser, siger William Bluhme, der er en ivrig golfspiller og havemand.
Aalborg Lufthavn var statsejet og havde et stort underskud, da William Bluhme overtog ledelsen i 1989. Da staten i 1997 tilbød de nordjyske kommuner at overtage lufthavnen, sprang 13 nordjyske kommuner til, og William Bluhme var én af arkitekterne bag det ny selskab, som gjorde Aalborg Lufthavn til nordjydernes egen.
Han fik i to omgange genforhandlet aftalen med Forsvaret om fælles drift af startbane, brand- og redningstjeneste og flyveledelse, og på få år blev underskuddet vendt til et overskud.
Derefter begyndte moderniseringen af lufthavnen, først med ny terminal i 2001, en stor udvidelse af terminalen sidste år og en lang række andre forbedringer. Og lufthavnen giver stadig overskud.
I de senere år er det lykkedes lufthavnen at få en voksende chartertrafik og rutetrafik.
Gennembruddet kom da lavprisselskabet Sterling begyndte at flyve fra Aalborg i 2006. Det betød konkurrence og billigere billetter, og hovedruten til København voksede til en luftbro med op til 21 afgange om dagen.
Derfor blev 2007 et nyt rekordår for lufthavnen med knap en million passagerer.