Tunge fiskekasser på Hirtshals Havn hjalp Kim til OL
Foto: Morten Juhl, Scanpix
De nordjyske vægtløfter Kim Lynge Pedersen deltog i 1992 ved OL i Barcelona. Han løftede fra en tidlig alder tunge fiskekasser på havnen i Hirtshals.
Nordjyske Kim Lynge Pedersen løftede i 1992 vægte mod verdens allerbedste vægtløftere. Den næsten 100 kilogram tunge vægtløfter fra Aalborg-klubben AK Jyden deltog ved OL i Barcelona, hvor hans løft på 150 og 185 kilogram sikrede ham en samlet 19. plads.
Kim Lynge Pedersen begyndte til vægtløftning i barndomsbyen Hirtshals i 1983, og han viste hurtigt sit talent for at løfte de tunge vægte. Hemmeligheden bag nordjydens store styrke kan findes på Hirtshals Havn. Her arbejdede han i det meste af sin ungdom som fiskerenser, og det gav ham masser af muskler på kroppen.
- Jeg startede med at rense og skylle fisk som ni-årig, men det var jo tit man ikke lige havde nogen ved siden af sig, og så blev jeg jo selv nødt til at løfte fiskekasserne som vejede omkring 40-50 kilo. Og det blev jo hurtigt til en masse kilo i løbet af dagene, og jo ældre jeg blev, jo flere kasser fik jeg løftet i løbet af sådan en dag på havnen, har Kim Lynge Pedersen tidligere fortalt til bodybuilding.dk.
OL-deltagelsen i Barcelona blev Kim Lynge Pedersens eneste i karrieren. Han har siden trænet mange unge vægtløftningstalenter, og har blandt andet været træner for det danske landshold i vægtløftning og styrkeløft.