Se hele interviewet: Leder af opholdssteder forklarer sig
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Rasmus Bisgaard er leder af konkursramte opholdssteder, Hugin og Munin.
Her kan du se hele interviewet med lederen af opholdsstederne Hugin og Munin, Rasmus Bisgaard.
I de seneste dage har TV2 Nord fortalt om de konkursramte opholdssteder Hugin og Munin i Aalestrup, og hvordan økonomien har været blandet sammen med ejerens privatøkonomi.
Rasmus Bisgaard er ejer og leder af de to opholdssteder, og efter aftale med Rasmus Bisgaard har vi valgt at lægge hele interviewet med ham ud.
Der er et klip i interviewet, hvor der har været en kortere pause, men derudover bringes interviewet her i sin fulde længde.
Herunder kan du læse et kort udsnit af det 35 minutter lange interview:
Der er købt sponsorater, nogle cykelaktiviteter, B&O-udstyr og dyre ure. De penge, hvordan hænger det sammen, når selskaberne kører direkte ned i hullet?
Man kan sige, at mit privatliv kan vi lige trække lidt fra. Jeg har da tjent fornuftige penge på det, jeg har lavet, og jeg har også tjent penge ved siden af. Jeg kan jo godt være ansat andre steder og lave noget for andre. Folk sætter penge ind på pension, og Rasmus har investeret i ure igennem de seneste ti år. Det er ikke noget nyt, det gjorde jeg også, inden jeg startede det her, og nogle af dem kan jeg måske blive glad for nu. Hvis jeg mangler nogle penge, kan jeg sælge dem, og så kan jeg komme videre med det, jeg har gang i for ikke at skulle låne nogle penge. Jeg har heller ikke personligt lånt penge siden 2007, og det gør også, at jeg har været rig. Jeg har været rimelig fornuftig til at spare sammen, og jeg vil sige, at jeg var meget tæt på at være millionær i starten af året sidste år. Det er så slut.
Det vil sige de her sponsorater, cykler, ure og så videre, hvem har betalt dem?
Det har jeg selv betalt. I 2016 var jeg en uge på ferie, og da jeg kommer ned, kan jeg ikke hæve det beløb, jeg skal på mit visadankort. Der er jeg lidt uheldig og får betalt og ringer hjem med det samme og siger, at jeg har været nødt til at køre denne her igennem, for ellers bliver jeg smidt ud af hotellet. Da jeg så kommer hjem, så bliver pengene betalt tilbage. Der kan man sige, at det er det beløb, som jeg har været i gang med. Jeg har penge til gode, kan jeg se ved kurator. I de selskaber, jeg har noget med at gøre, der er der en saldo til Rasmus’ side, og det kan man sige, det er jeg stolt af, for jeg synes min revisor har guidet mig ordentligt i de år, hvor vi har fået styr på tingene. Har der været en saldo, der har vendt forkert, så har man kørt en lønseddel på det og på den måde fået det udlignet, således, at der også er betalt skat af det, så jeg ved, at jeg har rent mel i posen.
På et tidspunkt beder du flere kommuner indsætte penge på en ny konto. Hvorfor sker det?
Det sker efter vores første økonomiske krise for en 3-4 år siden. Der kan vi mærke, at hvis vi skal drive det her videre, og vi tror på det, så har vi brug for at kunne betale vores leverandører og afholde alle vores udgifter, fordi de bliver simpelthen ikke kørt igennem. Derfor opretter man den konto her. Set i bagklogskabens lys, der kan jeg godt se, at det er sindssygt dumt. Men jeg har kurators ord for, at den er blevet kørt som en erhvervskonto, og den bogføring, der er afstemt her ved lukningen den 15.5., det beløb står også på kontoen.
Hvordan har du kunne adskille indbetalinger fra klienter fra alle de andre ting, den her konto har været brugt til?
Det kan jeg sagtens. Jeg har ikke bogført, men manden, der har bogført, har jeg stolet på, revisoren, der har godkendt regnskabsåret, og især i fonden, hvor vi har en forvaltningsrevision, der har jeg ikke haft nogen problemer. De er blevet afleveret, og de er blevet godkendt, vores regnskaber, hos Socialtilsyn Nord. Men jeg tænker da, at det er opstand til meget, det her, og det er selvfølgelig fuldstændig dårligt kalkuleret og tåbeligt lavet, men hvis man tror på et projekt, så tror man på et projekt.
Hvis nogen siger, at det er et syndigt rod, hvad vil du så sige til det?
Så vil jeg sige, at det vil jeg aldrig nogensinde gøre igen. Det vil jeg ikke gøre igen.
Så du erkender, at det ikke var et klogt træk?
Ej, altså lige nu er det et rigtig dårligt træk. Når jeg ved, at tingene stemmer, så har jeg det okay med det.