Outdoor NU - Hornfisken
Foto: Esben Buch
Hornfisk fanget på den såkaldte "silketråd"
Tag på jagt efter Nordens sværdfisk. Herunder fortæller naturvejleder Esben Buch om hornfisken.
Som en slange bugter Limfjorden sig på tværs af Jylland, og deler Aalborg Kommune i to halvdele. Et gammelt sagn fortæller, at fjorden blev skabt af en kæmpestor gris – Limgrim – der søgte føde ved at pløje trynen gennem den jyske muld og dermed skabte en vandfyldt rende – senere kaldet Limfjorden. Det er sikkert ikke helt sandt men en dejlig historie.
Sandt er det, at Limfjorden igennem mange tusinde år udgjorde en vigtig fødekilde for menneskene med sine mange fisk og skalddyr. I dag er fjorden Jyllands største rekreative område til stor fornøjelse for lystsejlere, surfere, dykkere og lystfiskere.
Nordens sværdfisk
I maj har lystfiskerne kronede dag. Her forlader hornfiskene det dybe Atlanterhav, for at finde ind til noget lunt, lavt vand at gyde i. Og her er Limfjorden særdeles attraktiv. Hornfisk i tusindvis besøger fjorden for at sikre næste generation. Og det nyder lystfiskerne godt af. Hornfiskens slanke krop, gør den til en lynhurtig jæger, der let fanger krebsdyr og mindre fisk i vandoverfladen. For lystfiskeren er det en god tommelfingerregel at fiske på steder med strøm, eller steder med ålegræs. Det er nemlig i ålegræsset at hornfisken gyder sine æg.
Hornfiskens hoved har en meget speciel form. Munden er aflang og ligner et horn eller næb. Derfor har hornfisken udviklet sin helt egen jagtteknik. I første omgang gaber hornfisken ikke over byttefisken. I stedet bruger den sit næb til at slå til fisken for at lamme den.
En jagtteknik, der giver lystfiskeren mulighed for at anvende blink eller flue, men også en spændende, børnevenlig ”silkekrog”. I stedet for stikkende kroge bruges en silketråd. Det er en tråd lavet af et blødt materiale, som hornfiskens næb med sine mange små tænder let vikler sig ind i. Man fjerner ganske enkelt trekrogen fra et blink, og erstatter den med de bløde tråde. En familievenlig måde at fange et velsmagende måltid på. Husk blot, at alle mellem 18 og 65 år skal indløse et obligatorisk fisketegn.
På Aalborg Kommunes hjemmeside – under ”frie fiskepladser” - kan du finde et kort, der viser gode fiskesteder i Limfjorden. Her finder du også masser af tips, tricks, mindstemål og link til myndigheden, hvor du kan købe dit fisketegn.
Prøv kræfter med hornfisken
Igen i år arrangerer ”Aktivitetscentret Trekanten” en storstilet Lystfiskerfestival i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger. Den løber af stablen i weekenden 19. og 20. maj, med en række spændende aktiviteter.
Søndag den 20. maj kan du selv prøve kræfter med hornfisken. Her står medlemmer af lystfiskerforeningerne klar ved Hesteskoen, Aalborg Øst, for at fortælle om det udfordrende fiskeri og give gode tips. Du kan låne fiskegrej på stedet.
Hermed rettes mødestedet som er angivet fejlagtigt i Naturguiden 2018. Lystfiskerfestivalen afholdes ikke i Bouet, Nørresundby – men ved Hesteskoen i Aalborg Øst.
Om Outdoor Bloggen
Artiklerne i Outdoor Bloggen er skrevet af nordjyske naturvejledere og eksperter.
Indholdet er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Esben Buch er naturvejleder ved Aalborg Kommune