73-årig fra Vebbestrup forsvundet efter brand: Politiet leder med hunde
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Brandfolk kæmper med brand på gård ved Vebbestrup.
Nordjyllands Politi er stadig ikke kommet på sporet af den 73-årige mand, hvis gård ved Vebbestrup brændte torsdag aften. TIrsdag søger de med hunde i nærområdet.
Der er stadig ikke spor efter den 73-årige mand, Erik Verner Bækgaard Madsen, som siden fredag aften har været efterlyst af Nordjyllands Politi. Efterlysningen kom, efter mandens gård ved Vebbestrup brød i brand torsdag aften, og hans stuehus udbrændte.
I den forbindelse formodede politiet, at manden var brændt inde, men en undersøgelse af brandtomten fredag afslørede ingen spor efter den 73-årige mand.
Derfor har Nordjyllands Politi nu tirsdag morgen sendt seks hundepatruljer til Vebbestrup for at lede efter manden i nærområdet.
- Vi har ingen teorier om, hvor den 73-årige kan være, eller hvad der kan være sket med ham. Det er derfor, vi begynder at kigge i nærområdet i dag, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær.
Borgere, der ved noget om den 73-årige, kan stadig kontakte politiet på telefon 114.