Seneste nyt

fra Nordjylland

Amfetaminpåvirket kvinde anholdt efter lidt for friskt trick

Man kan købe meget på nettet.

Om det var for at snyde politiet eller af hensyn til andre skumle motiver, vides ikke. 

Onsdag nat gik den i hvert fald ikke længere for en 43-årig kvinde, der kørte rundt på falske nummerplader, uden kørekort og uden forsikring på køretøjet.

Her blev hun nemlig anholdt af betjente fra lokalpolitiet i Himmerland klokken 02.18 på Hobrovej ved Støvring.

Kvinden, der er fra lokalområdet, erkendte kort efter anholdelsen, at hun havde købt de falske nummerplader på en hjemmeside.

Ikke eneste hemmelighed

Det var dog ikke den eneste hemmelighed, kvinden kørte rundt med.

Hun er således også sigtet for at køre rundt i narkopåvirket tilstand, da hun blev målt med amfetamin i blodet.

Den 43-årige kvinde havde også lidt mere end tre gram amfetamin liggende i sit handskerum.

Hun er nu sigtet i sagen.