Analyse: Greth får en stejl indlæringskurve
Passionen for lerdueskydning fik indirekte ført Jesper Greth ind i politik, mener TV2 Nords politiske analytiker.
Rebilds ny borgmester har mange job i erhvervslivet på sit cv, men har endnu ikke haft tunge politiske poster. Han kom ind fra sidelinjen og skal nu træde i karakter som sin kommunens førstemand.
De næste fire år ved 51-årige Jesper Greth fra Støvring, hvad han skal lave: Han skal være borgmester i Rebild Kommune.
Ser man bort fra dét job som afdelingsleder i Energinet, som han på grund af borgmesterudnævnelsen netop har forladt efter godt seks år, er det sjældent, Jesper Greth i sin forudgående erhvervskarriere har bestridt samme job så længe som fire år.
Han har typisk skiftet job efter et års tid. Eksempelvis blev han i topjobbet som administrerende direktør for vindmøllefirmaet Vestas i 14 måneder.
Ofte i sin 25 år lange erhvervskarriere har han været den, der blev sat ind for at prøve at få en virksomhed på ret køl, hvilket har givet ham en solid ledelseserfaring, understøttet af en master-uddannelse i international ledelse.
På det professionelle site Linkedin forklarer han selv de mange og korte ansættelser med, at enten er virksomhederne, han har været ansat i, gået konkurs, eller der er sket pludselige strategi-skift.
Samme sted betegner den ny borgmester i øvrigt sig selv som en holdspiller, der som person er meget analytisk, struktureret og resultatorienteret.
Borgmesterposten kom som en overraskelse
Nu er spillereglerne ikke nødvendigvis 100 procent de samme i erhvervslivet og i politik. Men egenskaberne, han nævner, er gode forudsætninger for at virke også som borgmester.
Ikke mindst i en kommune, der i en årrække har været berygtet for dramatiske konstitueringer og til tider voldsomme verbale opgør i byrådssalen.
Men blandt Nordjyllands fire nye borgmestre er Jesper Greth ubetinget dén, vi på forhånd ved mindst om, når det gælder evnen til at udøve det politiske håndværk. Han har ikke i det gamle byråd bestridt tunge poster og havde et halvt år før valget næppe selv skænket det en tanke, at han kunne blive borgmester efter valget 16. november.
Men så meldte hans partifælle Jeppe Ugilt fra som Venstres spidskandidat, og pilen pegede i stedet på Jesper Greth, der fire år tidligere var debuteret som politiker med 172 stemmer i ryggen.
Andre fik langt flere stemmer
Dengang var det indirekte hans store passion for lerdueskydning, der førte ham ind på den politiske løbebane.
En debat med kommunen om fremtiden for banen, hvor der blev skudt efter lerduer, gjorde, at han nogle gange fulgte byrådets møder - og undrede sig over, hvor dårligt en del af de folkevalgte ifølge ham havde sat sig ind i sagerne.
Han var ikke medlem af Venstre, men meldte sig ind, blev stillet op - og valgt.
På valgaftenen i 2021 stod det klart, at Venstre, Konservative og Radikale tilsammen havde solidt flertal i det kommende byråd. Både Venstre og Radikale gik tilbage, men det blev mere end opvejet af en markant konservativ fremgang.
Venstre var dog stadig størst af de tre, og derfor endte armlægningen med, at Jesper Greth kunne kalde sig borgmester.
Han havde op til valget kun få måneder til at markere sig som borgmesterkandidat. Og fem andre kandidater fik betydeligt flere personlige stemmer end han - heriblandt den forhenværende Venstre-spidskandidat Jeppe Ugilt.
VIDEO: Se øjeblikket da Jesper Greth udnævnes som borgmester:
Grundig og arbejdsom
Jesper Greth har blandt andet derfor en ikke helt lille opgave foran sig med at træde i karakter som Rebilds førstemand. Konstitueringen efterlod samtidig ti byrådsmedlemmer udenfor, som han nu skal prøve at involvere i arbejdet. Han får uden tvivl en stejl indlæringskurve.
Rebild får de næste fire år næppe en borgmester, der slår om sig med store ord, men til gengæld en førstemand, der er grundig, arbejdsom og ordentlig. Måske, erkendte han selv for nylig i Nordjyske Stiftstidende, i virkeligheden "for ordentlig til at være i politik".
VIDEO: Jesper Greth fortæller om sine visioner for borgmesterkæden: