Beboere frygter for landsbys liv, hvis byens skole lukker

En lukning af Ravnkilde Skole er stillet som forslag til budgetforhandlingerne i Rebild Kommune.

Det er helt tydeligt på banderne rundt om Ravnkilde Skoles boldbane, at emnet er noget, der optager hele byen.

I alle regnbuens farver har beboerne i den lille landsby i Rebild Kommune hængt små flag op med budskaber på. Budskaberne handler om fremtiden for Ravnkilde by, og især et emne er tilbagevendende på de små flag – skolen. For lige nu står beboerne sammen i kampen om at redde byens skole.

- Skolen er en sammenhæng med hele byen, hvis ikke vi har en skole, så mister den her sammenhængskraft i nærmiljøet, siger Nanna Sund Christoffersen, der er beboer i Ravnkilde og forælder til tre børn, som går på Ravnkilde Skole.

Skal spare 40 millioner kroner

Skolen i Ravnkilde er lige nu truet af lukning. I udspillet til Rebild Kommunes kommende budget er skolen nemlig listet som en af de skoler, der kan risikere at skulle lukke.

- Det ville slå det her lokalmiljø lige så stille ihjel, det vil dø ud, og med tiden vil alt lukke her, siger Nanna Sund Christoffersen.

Intet er dog besluttet endnu, for forhandlingerne om det kommende budget i Rebild Kommune er i fuld gang, men det står fast, at Rebild Kommune skal spare op mod 40 millioner kroner eller mere på budgettet i år, og derfor vil skal der også spares på skoleområdet.

- Vi kigger på forskellige muligheder, hvor vi kan tænke på økonomi også i forhold til, hvor mange elever vi synes er bæredygtige i forhold til en skoleafdeling, siger Anna Oosterhof (V), der er formand for børne- og familieudvalget i Rebild Kommune.

Lukker Ravnkilde Skole, frygter byens borgere, at Ravnkilde stille og roligt vil dø ud.

38 elever på hele skolen

Ravnkilde Skole er en af de mindste skoler i hele Rebild Kommune. Skolen strækker sig fra 0. til og med 6. klasse, og til det kommende skoleår er der skrevet 38 elever op på hele skolen.

Kan det ikke være rigtigt, at skolen bare er for dyr?

- Sådan en lille skole rummer en hel del børn, som ikke vil kunne begå sig på en stor skole. Hvis du skal sætte tal på det, så tror jeg, at vi alle godt ved, hvad det betyder, svarer Nanna Sund Christoffersen.

Torsdag skal byrådet i Rebild Kommune diskutere budget og Ravnkilde Skole, når 1. behandling af budgettet sættes i gang ved et byrådsmøde. Tidligere har blandt andre Den Sociale Fællesliste nævnt, at de ønsker at spare penge på en anden måde end ved at lukke skoler.

Bliver kigget på Ravnkilde

Hvad udfaldet bliver for Ravnkilde Skole er endnu usikkert, men en ting er sikkert – skolen vil blive et emne.

- Det er klart, at det her sparekatalog, der ligger på hele kommunen, som er ganske betydeligt, fordi vi skal spare de 40 millioner, så kigges der også i retning af Ravnkilde, siger Anna Oosterhof (V).

Blandt de 38 børn, der går på skolen, er tre af dem Nanna Sund Christoffersens, og hun håber, at også hendes fjerde barn kan blive en af eleverne på skolen.

- Jeg vil være umådeligt ked af, hvis min søn, der ikke er kommet i skole endnu, ikke skal have det samme, som de andre har fået, siger Nanna Sund Christoffersen, der ellers må sende sine børn til den nærmeste skole, der ligger seks kilometer væk fra Ravnkilde.

Vi ville på TV2 Nord gerne have spurgt borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), ind til den mulige skolelukning kommunen står overfor, men han har ikke ønsket at stille op til interview.


Seneste nyt

fra Nordjylland