Budget på plads: Rebild kommune sænker skatten

Lavere skat, flere penge til kronisk syge og to nye daginstitutioner er noget af det, byrådet i Rebild har fundet penge til.

Et flertal i byrådet i Rebild Kommune har tirsdag indgået budgetforlig for årene 2021 til 2024.

Borgerne i Rebild kan blandt andet se frem til en skattelettelse på 0,17 procent. Det svarer til ialt 8,1 millioner kroner i 2021.

Derudover skal der ansættes flere hænder til at tage sig af det stigende antal børn og ældre i kommunen.

Også midler til arbejdsmarkedsområdet for at tackle de stigende udgifter som følge af coronakrisen er der fundet penge til i budgettet.

quote Den positive udvikling, vi har set de seneste par år, fortsætter for Rebild Kommune. Som følge af det stigende børnetal, tilføres dagtilbud og skoler fire millioner kroner. 

Leon Sebbelin, borgmester, Rebild Kommune

Samlet set er der tilført 62 millioner kroner til budget 2021.

- Den positive udvikling, vi har set de seneste par år, fortsætter for Rebild Kommune. Som følge af det stigende børnetal, tilføres dagtilbud og skoler 4 millioner kroner. Vi bliver også flere ældre i kommunen, og ældreområdet tilføres derfor 3 millioner kroner. Desværre har coronakrisen kostet mange jobs, og derfor tilføres arbejdsmarkedsområdet 30 millioner kroner primært til flere borgere på dagpenge, siger borgmester Leon Sebbelin.

Anlægsbudgettet for de kommende 4 år bliver på over 400 millioner kroner.

- Det er det højeste niveau, vi har ligget på, og det vil betyde et markant løft både af kommunens faciliteter og i ny infrastruktur til kommunens borgere. Det gælder f.eks. børnehaver, byudvikling i hele kommunen og kultur- og fritidsfaciliteter, siger en tilfreds borgmester.

21 ud af 25 medlemmer af byrådet i Rebild Kommune indgik tirsdag budgetforliget.

Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre står bag aftalen.

Andre mærkesager, der er fundet penge til i budgettet:

  • Investeringer i børn og unge - specialpædagogiske indsatser. Der afsættes 1 mio. kr. i 2021 og 2,5 mio.kr. fremover til denne indsats.
     
  • Tildeling til skoler og dagtilbud generelt løftes i overslagsårene således med 3 mio. til skoler i 2022 og 3 mio. kr. til både dagtilbud og skoler i 2023. I 2024 løftes dette til 4, 5 mio. kr. til både skoler og dagtilbud.
     
  • Sundhedsplejen får flere opgaver og styrkes med flere ressourcer fra 2022.
     
  • Der bygges to nye daginstitutioner i Rebild Kommune: én i Nørager i 2021 til erstatning og udvidelse af eksisterende børnehave og én i Støvring i 2021-22 for at få plads til de stadigt flere børn.
     
  • Flere midler til tilbud til borgere med kronisk sygdom.
     
  • Stigningen i antallet af borgere, der får demens, imødekommes også med flere ressourcer til udredning og tilrettelæggelse af pleje og omsorg.
     
  • Den samlede kapacitet af plejeboliger reduceres i de kommende år. I stedet udbygges antallet af specialiserede demensboliger. 
     
  • Ny omfartsvej omkring Støvring - Ny Nibevej. Omfartsvejen skal føre den gennemgående og tunge trafik uden om de nye attraktive boligområder i Støvring syd. 
     
  • Nye boliggrunde i Nørager og Ravnkilde, som supplerer de byggemodninger, der allerede er finansieret i indeværende år i Haverslev og Sørup.
     
  • Årlig pulje til grøn omstilling på 1 mio. kr. hertil. 

    Kilde: Rebild Kommune


Seneste nyt

fra Nordjylland