Bus lækkede brændstof over 30 kilometer - biler gled af vejen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der blev spredt sand på de fedtede veje.
En længere vejstrækning i Himmerland blev i formiddag ramt af olieforurening.
En bus med en utæt brændstoftank skabte i formiddag store problemer for adskillige trafikanter.
Bussen fedtede vejene godt og grundigt til på en strækning fra Øster Hornum til Støvring og videre via Svenstrup og helt til Nørholm. En strækning på over 30 kilometer.
- Det har været meget glat, og der har været mindst tre mindre uheld med biler, der er gledet af vejen på grund af oliespildet. Men heldigvis ingen tilskadekomne, siger indsatsleder Allan Frisk fra Nordjyllands Beredskab.
Han fortæller, at fire-fem sandspredere fra henholdsvis Rebild og Aalborg Kommune ved middagstid var i fuld sving med at smide sand på de glatte veje.
- Vi er nok først færdige ved 14-tiden med at komme rundt på hele strækningen, siger Allan Frisk.
Han oplyser, at der ikke har været brandfare i forbindelse med det store spild af brændstof.
Ruten fra Øster Hornum til Nørholm med afstikkere til Svenstrup er på 32 kilometer. Det vides ikke, om ruten på kortet er den nøjagtige rute, bussen kørte.